• Pernille Taagaard Dinesen

TRÆK NU LIGE VEJRET

”Træk nu lige vejret dybt” siger vi til dem af vores venner, som står overfor en uoverskuelig situation.

”Jeg puster nyt liv i projektet”, siger vi om planer, der efter at have ligget stille i årevis får endnu et skud.

”Lad os klare det i samme åndedrag, som vi fikser resten”, siger vi, når vi øjner muligheden for at slå to fluer med ét smæk og tidsoptimere.

Alle de vendinger væltede rundt i mit hoved, da jeg trak vejret, satte bilen i bevægelse og kørte fra KUNSTEN i Aalborg efter at have at have oplevet Sophie Duponts performance Marking Breath.

En performance, hvor Dupont fra solopgang til solnedgang – uden pause, uden mad, uden toiletbesøg - markerer sit åndedræt på en sølvplade med kærlig hilsen til den engelske talemåde:

Every cloud has a silver lining…

Og tror man, at den stopper der, tror man fejl, for Dupont inviterer gæsterne til at stoppe op og trække vejret sammen med hende – uanset alder, sprog og kulturelle værdier. For er der noget, vi mennesker ikke kan undslå os at være fælles om, ja, så er det nødvendigheden af at trække vejret for at leve livet.

Jeg spoler tiden tilbage til oplevelsen på KUNSTEN, hvor jeg sammen med min søn lister hen over marmorgulvet i forhallen.

”Hej Sophie”, hvisker jeg og sætter mig ned på en stol over for Dupont. Sønnike kravler op på skødet. Der er et lille bord imellem os og performeren på den anden side. Vi møffer os på plads. Støjer lidt.

Sophie smiler og sætter en streg på pladen. Ét åndedrag, lig med én streg. Klokken er snart halv fem om eftermiddagen. Solen står lavt i museumshaven. Stregerne på Sophies plade har taget form, siden solen stod op kl. 7-et-eller-andet i morges. De bugter sig som en smuk snegleformet spiral med et uendeligt dyb hen over sølvpladen.

”Kan hun ikke sige noget?”, hvisker min søn spørgende.

Jeg nikker til ham. Det kan Sophie godt, ved jeg, men der er ligesom ikke lagt an til smalltalk.

Sophie sætter en streg og får øjenkontakt med sønnike.

”Hvorfor hvisker vi?”, hvisker min søn, mens han ser Sophie ind i øjnene.

”Jeg ved det ikke”, hvisker jeg tilbage.

To museumsgæster bag os drøfter, om de skal tage Louise Nevelsons udstilling før eller efter kaffen.

Det bliver før.

Sophie sætter endnu en streg, og jeg kaster en tavs tanke i, hvorfor vi egentlig hvisker, dér ved det lille bord i forhallen på KUNSTEN? Tiden er jo ikke gået i stå. Rundt omkring os er verden i gang med alle dens reallyde: et kasseapparat, der smækker, folk der taber mønter på gulvet i garderoben, og Louise Nevelson-museumsgæsterne, som bliver enige om, at det virkelig var heldigt, at de kunne få det til at hænge sammen at komme i dag og ikke i weekenden, hvor der normalt er langt mere kamp om pladserne på parkeringspladsen end på sådan en almindelig torsdag eftermiddag.

Sophie sætter en streg mere. To streger. Tre.

”Okay”, hvisker søn, ”så hvisker jeg også bare”.

Jeg trækker selv vejret. Selvfølgelig gør jeg det. Tungt. Måske bliver det faktisk til det, der kunne minde om et suk. Måske tiden er gået i stå på sin helt egen måde, dér omkring Sophie Duponts dagslange performance, hvor vi opfordres til at trække vejret for bare at trække vejret. Situationen er i hvert fald som en boble – sin egen lille tidskapsel – midt i en virkelighed, hvor åndedrættet og vores sprog om åndedrættet er maksimalt på overarbejde. I en tid hvor vi knap kan få vejret af angst for, hvad morgendagen bringer af corona-restriktioner, hvor vi stakåndet holder vejret af bekymring for udfaldet på det amerikanske valg og Trumps hasardspil med de demokratiske værdier, i en tid hvor det er blevet naturligt at gå i en stor bue udenom hinanden for at undgå at trække den samme luft ned i lungerne, og i en tid hvor vi febrilsk bakser med at få mundbindet (det naturlige åndedræts velsagtens største benspænd til dato) til at sidde, som Søren Brostrøm har instrueret os i, at det skal sidde, ja, i en så udfordret tid er åndedrættet defineret som noget problematisk.


Hvor absurd og paradoksalt det end lyder, er vejrtrækningen – udgangspunktet for vores eksistens -

i sprog, handling og tankevirksomhed i dag forbundet med uoverstigelige politiske og folkesundhedsmæssige bjerge, som ingen af os har luft nok i lungerne til at bestige. Derfor, netop derfor, er der noget tilfredsstillende politisk ukorrekt, noget tidstypisk vrangvendt og noget poetisk nærværende i at sætte sig ned ved Sophie Duponts bord en torsdag eftermiddag i forhallen på KUNSTEN, se hinanden i øjnene og dele åndedrættet. Dele dets betydning. Dele dets rytme.

Overdrevent fokuseret på mit åndedræt forlader jeg igen KUNSTEN, mens mindstemand filosoferer:

”Mennesker trækker godt nok vejret meget, mor”.


Sophie Dupont, Marking Breath, KUNSTEN 2020

369 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

MIN FARMORS HUS