Denne klumme er bragt i Jyllands-Posten 6. marts 2025
I starten af 00erne var jeg indskrevet på kunsthistorie på Aarhus Universitet og sad fordybet i mørket på Kasernen på Langelandsgade, mens billedkunstens vingesus blev overleveret i en lind strøm af lysbilleder. Mellem lysbilledapparatets monotone klikkende lyd og fremtoningen af de store mesterværker af Caravaggio, Marcel Duchamp og Louise Bourgeois kan jeg stadig genkalde gyset i kroppen, da underviseren præsenterede fænomenet ”horror vacui” – den latinske betegnelse for frygten for det tomme rum. Oversat til billedkunstens verden: kunstnerens angst for det tomme lærred.
Dengang, i starten af 00erne, antog jeg, at begrebet udelukkende var forbundet til billedkunstnerens arbejde, mens jeg i dag forstår, at udtrykket er af generel karakter og også dækker over forfatterens angst for det blanke papir, arkitektens angst for den øde byggegrund eller, som det er tilfældet med undertegnede, den arbejdsløses angst for næste skridt ud på arbejdsmarkedet.
Siden 1. aug. 2023 har jeg stået i spidsen for KØN – Gender Museum Denmark men efter længere tids overvejelse valgt at opsige min stilling. Et spændende, intenst og udfordrende forløb med en dedikeret personalegruppe og en god bestyrelse har ført til synlige resultater: en ny samlingsudstilling med fokus på maskulinitetsfortællinger, nye workshopformater målrettet erhvervslivet, fastansættelse af 4 af KØNs fagkollegaer og fondsindtægter på 7,5 mio. til museets fremadrettede aktiviteter.
Ikke desto mindre er jeg nået dertil i mit arbejdsliv, at jeg intuitivt ved, om jeg bruger mig selv og mine kompetencer rigtigt, og det gjorde jeg desværre ikke. Det overordnede indhold i arbejdet som museumsdirektør på KØN viste sig nemlig at være et radikalt andet, end jeg havde forventet. Herunder har jeg primært brugt min tid på budgetter, drift og administration, hvilket ligger lige dele fjernt fra min profil som fra min motivation. Jeg er cand.mag. i kunsthistorie og dramaturgi, og det er de kreative udviklingsopgaver, der er mine spidskompetencer. Det er de kompetencer, som jeg vil prioritere fremadrettet, og det er derfor, at jeg lige nu reflekterer over fænomenet ”horror vacui”, symbolsk for en ny start, der i al sin paradoksalitet varsler lige dele spændende muligheder som utryg uvished.
”Det er sateme integritet!” sagde en mand i mit netværk til mig forleden om min opsigelse. Jeg takkede og blev endnu engang ramt af det, som jeg oplever, er min nye følgesvend midt i livet: de modsatrettede følelser, der af en eller anden grund lykkes fint med at gå hånd i hånd: Jeg føler mig stærk ved at sige fra men sårbar ved ikke at have et nyt sted at gå hen. Jeg føler mig forankret i mine værdier men vaklende i mine næste skridt. Jeg føler mig motiveret af tanken om det nye men bekymret over ikke at kunne se for mig, hvad det nye er. Alt det tænker jeg en del over, mens jeg også tænker over, at det tomme lærred har potentiale til at blive fyldt ud med alting eller med ingenting, men at jeg ikke kan undgå at skulle forholde mig til det. Lærredet er mit ansvar.
Det er identitetsudfordrende at være historieløs – men ingen af os er vel historieløse tomme lærreder? Slet ikke, når vi (som jeg) er i slutningen af 40erne med familie og 20 års erfaring på arbejdsmarkedet. Var vi det, historieløse, ville vi vel ikke have nogen ”horror vacui-angst”, men ville bare se på det tomme lærred med et tomt blik tømt for frygt. Min pointe er, at vi kun kan være angste for det tomme lærred, fordi vi er velkendte med et fyldt lærred. Vi kan vel kun have en oplevelse af at miste grebet om noget, fordi vi engang har oplevet at have greb om det. Midt i de modsatrettede følelsers makkerskab minder jeg derfor mig selv om, at der på bagsiden af det tomme lærred står et hav af relationer, værdier og erfaringer i kø og venter på at trænge gennem overfladen for at blive omsat til nye betydningsfulde mønstre.
Med den vished føles det som et privilegie at tage ejerskab over det frydefulde fænomen ”horror vacui”, som jeg fik i gave dér i mørket på Aarhus Universitet i begyndelsen af 00erne, og bevæge mig ind i uvisheden taknemmelig over at leve i den del af verden, hvor en kursændring er mulig, og et tomt lærred er at betragte som begyndelsen på en ny rejse.
Comments