• Pernille Taagaard Dinesen

FLAGERMUSEN FRA HIMLEN

Opdateret: 2. jul. 2020



Forleden bragte Politiken en opfordring til læserne: ”Skriv til os, hvad corona-krisen har lært dig. Beskriv med egne ord, hvad du står tilbage med af tanker og omstændigheder”…

Jeg elsker at skrive! Og eftersom jeg har en holdning til det meste (også til det, som jeg egentlig ikke behøver at have en holdning til, har jeg ladet mig fortælle), greb jeg pennen, kun en lille smule irriteret over Politikens begrænsende rammesætning: ”Din tekst må max fylde 100 ord”

Ikke desto mindre landede jeg – efter et par korrekturrunder - lige under radaren med nedenstående skrivelse på 99 ord:

Corona-krisen har lært mig… at jeg på trods af min kernefamilie, min videregående uddannelse, mit store sociale netværk og mit byhus med perfekt beliggenhed mellem by og strand åbenbart ikke står stærkere i livet, end at jeg sammen med resten af verdens befolkning kan slås i gulvet af en flagermus. Vi taler om et dyr så lille, at størstedelen af verdens befolkning ville kunne kvase det under fodsålen uden at skulle bruge kræfter på det. Det billede og den ydmyghed, der ligger i det billede, synes jeg er vigtig, at vi tager med os på vores videre færd i livet…

Veltilfreds (der som bekendt rimer på selvtilfreds) over at have bidraget til den offentlige stemme satte jeg mig til aftenmadsbordet, men fik alligevel en snigende følelse af at være uforløst, mens jeg skovlede grønsager og oksekødsstrimler ind. Jeg havde jo kun berørt mit private, skal vi kalde det eksistentielle, bagland. Hvad med mit faglige miljø? Hvad med kunsten? Hvad står den tilbage med i coronaens skygge af ”tanker og omstændigheder”, som Politikens outreach formulerede det?

Det er almen viden, at kunst- og kulturinstitutioner og en lang række af udøvende kunstnere i skrivende stund kampbløder. Der bliver på bedste beskub ydet førstehjælp rundt omkring i det danske land i form af hjælpepakker, millionsponsorater og nye økonomiske strategier, men jeg vil egentlig gerne et skridt dybere ind… Ind til kunstens skabende kerne, der hvor kreativiteten og det kontinuerligt udviklende blomstrer. Hvad effekt har en krise, som den vi oplever pt på den produktive, på den idegenererende kraft?

Det kan der jo kun spås om, da ting som bekendt tager tid, og de kunstneriske resultater vel knap kan måles og vejes endnu. Alligevel synes jeg, at det er interessant at kaste en tanke i, at alt, hvad der synes at definere kunstens inderste væsen: fornyelse, opgøret med faste rammer og kontratænkning, i skrivende stund synes at gælde for aktuelle øvelser ude i samfundets bredeste forstand.

Hertil kommer den række af højaktuelle temaer, som vi i den brede offentlighed pludselig er blevet ”dus med”, fordi vi har følt dem på egen krop. Temaer af den helt store kaliber, der serveres for den udøvende kunstner på et sølvfad. Jeg nævner i flæng:

a. Statsmagt. Hvem vidste før 11. marts, at der findes en knap, som med få dages varsel kan lukke samfundet ned? Og hvem vidste, at vi alle sammen ville makke ret og ”lade os lukke ned”?

b. Dødelighed. Indrømmet vidste vi jo godt, at vores dage på jorden er afmålte. Vi bliver bare i så dårligt humør af at gå og hænge os i det faktum til daglig, men når TV looper grafiske kurver af døde-statistikker og billeder af hæren, der transporterer ligkister væk i konvoj, er det svært at undslå sig emnet.

c. Fællesskab. ”No Man is an Island” har vi sagt i årevis uden helt at vide, hvad det egentlig betyder. Det ved vi nu, hvor vi efter at have boet med samme nabo i årevis for første gang har øjenkontakt, sniksnakker og tilbyder hinanden hjælp til indkøb, hundeluftning og samtale om punkt b beskrevet herover.

d. Pause. Vi blev alle tvunget ud i en pause fra alt, hvad der betegner vores normale hverdag. Kunsten, som i årevis er ”markedsført” på ideen om at kunne bringe os andre steder hen: tankemæssigt, erkendelsesmæssigt og adfærdsmæssigt, fik pludselig fornyet aktualitet, for det vidste sig (for nogen af os) at være ganske befriende med en pause fra hamsterhjulet. Også det formåede skravlet af en flagermus at tydeliggøre for os.

Og sådan kunne jeg blive ved.

Der er ingen tvivl om, at de praktiske omstændigheder, selve apparatet omkring kunsten har fået et knock-out af format, og at det kommer til at tage lang tid, før balancen er genvundet. Men hvad angår kunstens egen vilje og evne til aldrig at stå stille, bragte det lille kræ, der lagde verden i grus, måske også en gave med sig? Det vil tiden vise…

137 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

MIN FARMORS HUS