MIN FARMORS HUS

Når jeg læser en ny bog, sker der automatisk det, at handlingen kommer til at finde sted i min Farmors hus. Det tager som regel kun et par kapitler før, at bogens personer er rykket ind og bebor de forskellige rum.

Min Farmor er for længst død og huset solgt, men jeg kommer der altså stadig op til flere gange dagligt. Jeg prøver ofte at få det til at være anderledes, men det kræver simpelthen for meget af mig og forstyrrer min læsning.

Jeg har lidt dårlig samvittighed over det. Jeg synes på en måde, at det er en utaknemmelig gestus overfor Carsten Jensen, Vita Andersen og Merete Pryds Helle, som høfligt inviterer mig med til det krigshærgede Afghanistan, barndommens sorte erindring og fattigdommens Langeland. Nej tak, svarer jeg i den anden ende af bogen og insisterer på, at vi mødes i et gult parcelhus i Bindslev i Nordjylland. Men jeg kan ikke bremse det, og så kan vi jo ligeså godt få det bedste ud af det. Sammen.

I øvrigt vil jeg sige, at ingen roman nogensinde har lidt overlast ved at udspille sig på Svalevej 2, som var min Farmors adresse. Tværtimod.

Carstens Jensens bog Den første sten har fx en rigtig fin location ude i min Farmors forhave. Her gennemlever de danske soldater, som kæmper i Afghanistankrigen, de mest utænkelige massakrer. Selv soldaternes omfattende vandring gennem ørkenen i jagten på retfærdighed foregår ude i min Farmors forhave, som bredte sig over en hjørnegrund og var fint indkredset af en høj, tæt hæk ud mod fortovet.

Entréen i min Farmors hus er følelsernes holdeplads. Det kan jeg love dig for. Det ville næsten blive for kedeligt at remse alle de personer op, som har markeret sig ved at hamre min Farmors sorte entrédør i. Men hvis jeg alligevel skal komme med bare ét bud på den stærkeste oplevelse ved døren, så må det blive dengang, at moren i Jonas Bengtssons bog Submarino smækker med hoveddøren, går på druk og lader tre små drenge blive alene hjemme. Da hun kommer tilbage, er den yngste søn - som vistnok stadig var spæd - død af sult. Det tog virkelig lang tid før, at jeg var parat til at tage i mod nogen i min Farmors entré igen efter den oplevelse.

Og nu vi er ved hoveddøren, vil jeg lige kort nævne de forfattere, som bliver ved med at komme og ringe på til min Farmors hus. De tæller blandt andre Morten Sabroe og Jan Kjærstad, men jeg gider ikke lukke dem ind. Jeg kan ikke finde noget rum til dem i huset. Det har de lidt svært ved at forstå. Men der må være en grænse.

I min Farmors fine soveværelse stod dobbeltsengen stadig redt op til to, selv efter at min Farfar døde. Hun brugte ikke værelset som enke, men lod det stå hen som en art mindestue. Det er i det fine soveværelse, at Linn Ullmanns far, filminstruktøren Ingmar Bergman, dør i romanen De urolige. Det er et smukt billede, som han sygner hen under min Farmors satin-sengetæppe, som er importeret fra Canada, hvor hendes ældste søn, min onkel, immigrerede til som ung.

Det skal siges, at jeg ikke holder mig tilbage for at ommøblere eller bygge til i min Farmors hus. Fx var jeg nødt til at lave en 1. etage under læsningen af Lone Aburas roman Det kommer til at ske. Jeg klarede det med en fiks trappe op fra entreen belagt med kokostæppe. Det udvidede huset betragteligt, og jeg overvejer faktisk, at lade tilbygningen stå til fremtidigt brug. På 1. etagen bor bogens omsorgssvigtede Henry. Det er et fint sted, som han kan trække sig tilbage til, når hans far bliver for hysterisk med sine dommedagsprofetier.

Og så er der garagen. Garagen i min Farmors hus var sådant et mærkeligt sted, som vi aldrig kom. Hun havde ingen bil, og porten ind til rummet blev brugt så sjældent, at den rustede og sagde en hæslig lyd, når man trak den op. Det er i garagen, at Jonathan Frantzens bog Korrektioner foregår. Her bor hans Parkinson-syge far og desperate mor, som kun bekymrer sig om at få familien samlet til jul. Jeg gyser ved tanken om at skulle bo i min Farmors garage.

Det virkelig sjove er, at alle karaktererne i mine bøger lever uproblematisk sammen i min Farmors hus. Man kunne ellers forestille sig, at huset efterhånden var overfyldt og de mange personligheder trætte af hinandens aparte tilbøjeligheder. Men det er ikke tilfældet. Dronekrigen ude i forhaven bliver aldrig så højlydt, at det forstyrrer Meretes Pryds Helles hovedperson Marie, som er i færd med at putte sine fattige søskende i min Farmors lille sovekammer. Parkinson-syge Frantzen far vælter heller ikke ind ved Henry på 1. salen, og Erling Jepsens kaninfarm trives i bedste velgående i min Farmors køkkenhave, selvom at det også er her, at Erlend Loe har parkeret sin elg, Bongo.

De finder faktisk ud af det sammen. Der er plads til, at Tove Ditlevsens kvinder bryder grædende sammen inde i stuen, mens Søren Ulrik Thomsen taler med sig selv i spejlet ude på badeværelset og Morten Pape ruller en joint, siddende på skamlen i grovkøkkenet. De lever sammen i fred og fordragelighed i min Farmors hus, alle mine bøger. Og det synes jeg er beundringsværdigt.

Foto: Jannis Kounellis, Untitled, 2004