ÅBNINGSTALE HESSELHOLDT & MEJLVANG – POLITIKENS FORHAL, 29. 10. 2020
Mine damer og herrer, kære lyttere, kære kunstnere, Sofie Hesselholdt og Vibeke Mejlvang.
Hvad der skulle have været en fysisk tilstedeværende åbningstale i Politikens Forhal i forbindelse med udstillingen ”Soft power – a silent battle for hearts and minds” er grundet det aktuelle forsamlingsforbud transformeret til denne speak.
Mit navn er Pernille Taagaard Dinesen. Jeg er forfatter og kurator og beæret over at være tildelt ordet i forbindelse med jeres udstillingsåbning. Tak for det!
…
Der findes en glose, der definerer det hele.
Glosen er en relativt lille én af slagsen. Glosen lyder ”ord”. Ord er en glose sammensat af bogstav nummer 15, bogstav nummer 18 og bogstav nummer 4 i det latinske alfabet.
O-R-D
Hvis man bytter rundt på bogstav nummer 15 og bogstav nummer 18, således at bogstav nummer 18 kommer først, dernæst bogstav nummer 15 og til slut bogstav nummer 4, ja, så lyder glosen ”rod”.
Rod er ikke det samme som ord, og ord er ikke det samme som rod, på trods af det faktum, at der sagtens kan være rod i ordene og ord i rodet.
Kære Hesselholdt & Mejlvang, I har i jeres udstilling skabt et poetisk, playful og provokerende ordunivers, i hvilket vi konfronteres med sprogets fylde, magt og betydning i den moderne verden.
Fra en uudtømmelig ordbank af citater, udtalelser, overskrifter fra nyhedsmedier, film, bøger og det offentlige rum sampler I sproget og understreger, at ethvert udsagn har sin betydning i sin tid.
Således fortæller I mig, Hesselholdt & Mejlvang, at I førhen har gjort brug af ordet ”virus” som et symptom på betændte tilstande i samfundet, mens ordet ”virus” i dag unægteligt er bundet op på en verdensomspændende pandemi, der definerer alt omkring os. Herunder ikke mindst det faktum, at jeg lige nu sidder på en køkkenstol i Aarhus og indtaler den her åbningstale - i stedet for at befinde mig sammen med jer og glade ferniseringsgæster i Politikens Forhal i København.
Og nu vi taler om København, så vil enhver, der passerer Rådhuspladsen i de kommende måneder, kunne læne nakken bagover og spotte et blafrende flag på toppen af Politikens Hus med ordlyden ”PRAY”.
Også her har Hesselholdt & Mejlvang trukket sproget til en ekstrem, da det forbliver usagt, hvem vi motiveres til at bede for, hvordan og hvorfor. Opfordringen til at standse op og ønske sig et bedre klima, et godt præsidentvalg, en jul uden de store familieskænderier, eller at verden igen tillader, at vi kan drikke os i hegnet med alle vores venner og dejse lykkelige om kl. 05.00 om morgenen vajer imidlertid som en stille, uforløst appel over hovedstadens terræn.
For har vi ikke alle - på en eller anden måde og i et eller andet omfang - et håb om et bedre liv?
Og sådan er det med jer, Hesselholdt & Mejlvang. I generobrer sproget, I sætter spørgsmålstegn ved sprogets autoriteter, I giver sproget videre, og I efterlader os alene med fortolkningen.
Mit gæt er derfor, at et statement som ”SPEAK UP”, som en af jeres performere, der befinder sig bag de terrorsikrede ruder i Politikens Forhal, lige nu står med mellem hænderne, at et statement af den karakter klinger individuelt afhængigt af, om du er Peter Madsen på flugt, George Floyds efterladte eller en tilfældig medarbejder, som venter på den rette lejlighed til at offentliggøre chefens vedvarende sexisme.
Som I så spidsfindigt udtrykker det, er det ikke sproget, der er problemet. Sproget er potentialet. Det, der er det egentlige problem, er tavsheden.
Det er således noget af en moralsk lussing, Hesselholdt & Mejlvang giver til en ellers så yndet dansk mentalitet: ”lad-nu-det-ligge-for-nu-hygger-vi-os-lige-så-godt-kulturen”. En iagttagelse, der bringer mig over i udstillingens visuelle, næsten husmoderlige univers, hvor meterlange rækker af tørresnore med hvide tekstiler overlapper hinanden med alskens budskaber, sirligt broderede i hånden.
Det tager tid, udtrykker I, Hesselholdt & Mejlvang, faktisk tusindvis af timer, at brodere politiske, moralske, hadorienterede og sexistiske statements med nål og tråd. Resultatet er et bizart clash mellem en hjemlig, tidkrævende, husmoderlig gerning og glimt fra en nyhedshungrende, hastigt forbipasserende, barsk virkelighed.
Og apropos tid, så har Hesselholdt & Mejlvang aktualiseret sig selv og deres egne familiers historier i værket. Den nysgerrige gæst kan således gå på opdagelse efter Vibekes bedstemors gamle sengelinned, på hvilket er broderet ordlyden ”WE’LL HAVE TO STOP LETTING THEIR FEAR SHAPE US”, og Sofies ægtefælles forvaskede undertrøje, som bærer budskabet ”WHAT YOU DON’T KNOW HOW TO SAY”.
Det fine kald fra fortiden binder med andre ord an til nutiden, og også fremtiden er i spil, idet den trykte udgave af Politiken hen over efteråret vil bringe en række helsides Hesselholdt & Mejlvang statements i avisens første sektion, og idet lysavisen på Rådhuspladsen pludselig vil hackes af kunstnerduoens ord.
At skæbnen - eller lad os bare kalde det myndighederne – ville, at det skulle blive umuligt at mødes fysisk omkring Hesselholdt & Mejlvangs fernisering i dag, er på mange måder en gave til udstillingskonceptet. For i kunstnerduoens optagethed af sprogets betydning manifesteres ordets kraft og evne til at forbinde os mennesker næsten endnu tydeligere i en tid, hvor vi er forment adgang til hinandens selskab.
Til Politikens Forhal vil jeg således ønske et stort tillykke med et succesfyldt match.
Ordenes højborg, Politikens Hus, fusionerer i bekendtskabet med Hesselholdt & Mejlvang med to af samtidskunstens ordekvilibrister i en vellykket mission, der efterlader plads til ord i rodet og rod i ordene – og alt hvad der måtte ligge herimellem af individuelle tolkninger.
Comments