SAMTALE CARL EMIL JACOBSEN

Samtale mellem billedkunstner Carl Emil Jacobsen (CEJ) og kurator Pernille Taagaard Dinesen (PTD)

Publikation: After Stone

Design: @pssa_service

PTD: Når jeg oplever dine skulpturer, får jeg altid en fornemmelse af, at de er et strukturelt system, der oprindeligt var dækket af et andet materiale, som de har rystet af sig. Nærmest som var de nonfigurative skeletter. Med det blik bliver dine værker faktisk omvendte skulpturer for mig, fordi jeg ser på dem, som om de har befriet sig fra en substans og er blevet til rene, man kunne kalde det for sandfærdige, tredimensionelle konstruktioner. Vil du starte med at sætte et par ord på din praksis og på dine kunstneriske processer?

CEJ: Processen er omdrejningspunktet i min praksis. Mine værker starter som intuitive undersøgelser af materialer og tekniske processer, og undervejs opstår et behov for at udfordre og presse stoffet til nye former og nye udtryk. I min skulpturelle praksis er det processuelle således ikke alene mit afsæt, men hele mit indhold. Jeg har en konstant eksperimenterende tilgang til formen og til materialet. Jeg undersøger skulpturens strukturelle system og møder herigennem de omgivelser og organismer, der definerer os som mennesker: sociale, politiske og samfundsmæssige systemer.

PTD: Så skulpturen er, i al sin enkelhed, et symptom på din generelle oplevelse af verden med alle dens kompleksiteter?

CEJ: Ja, det kan man godt sige. Skulpturen fungerer på mange måder som mit erkendelsesinstrument. Det er min oplevelse, at det, som holder i skulpturen – konstruktionsmæssigt og æstetisk – også holder ude i verden. Modsat oplever jeg, at det, der brister i skulpturen, også brister ude i verden. Jeg betragter skulpturen, som var den et instrument: Den kan sættes ud i verden og give os en form for indsigt, samtidig med at den også skaber den virkelighed, som den tolker og aflæser.

PTD: Hvis skulpturen ’aflæser verden’ og er en afvejning af alle dennes balancer og ubalancer, så er dit arbejde med tredimensionel formgivning jo uden bagkant? Så har du skabt dig et kunstnerisk ærinde for livet?

CEJ: Det er store ord, men ja, jeg har en opmærksomhed rettet mod tingenes forandring, mod skulpturernes og materialernes foranderlighed – og med det også mod verdens endeløse foranderlighed. En skulptur er aldrig færdig, men er en konstant afprøvning af muligheder og veje. Isoleret set er jeg fascineret af, hvornår et objekt går fra at være genstand for en formel undersøgelse til pludselig at åbne op for en erkendelse.

PTD: Fortæl, hvad der sker, når en sådan erkendelse pludselig indtræffer. Hvad bibringer det skulpturen, og hvad har det af betydning for dig som billedkunstner?

CEJ: Jamen, på et givet tidspunkt i min proces arbejder jeg pludselig ikke længere med ’en ting’ men med et værk. Det er svært at sætte ord på den transformation, men idet den udspiller sig, oplever jeg en forbundethed med materialet og et nærvær i verden sammen med skulpturen. Det er for mig at se essensen af mit kunstneriske virke; det er processens styrke, at tingene bliver ved med at udvikle sig og overraske mig.

PTD: Kan man sige, at din praksis er defineret ved, at du søger uden at have et ønske om at finde et mål?

CEJ: Ja, det er meget rammende. Jeg ønsker ikke at være færdig med skulpturen. Mit kunstneriske forbillede, den danske billedkunstner Willy Ørskov[1], formulerede det ret præcist, da han sagde, at formen er vejen til erkendelse, ikke resultatet.[2] Det udsagn blev skelsættende for mig og ændrede hele min praksis. Jeg er skolet i, at erkendelse, research og dataindsamling ligger forud for at udarbejde et koncept og producere et værk. Ved at vende processen om og tildele værket førsteretten kom jeg ganske enkelt tættere på en intuitiv skaberglæde.

PTD: Formen er absolut fremherskende i din praksis og synes at fungere som den tydeligste variation i udtrykket på dine værker. Også titlerne på skulpturerne, Powder Variations, Half Pieces eller Steel Structure, peger indad på skulpturens formelle aspekter og ikke ud i verden på et eksternt anliggende. Hvorfor dette tidløse og, kunne man kalde det, universelle sprog?

CEJ: Det helt konkrete indeholder også en form for poesi. Mine værker er umiddelbart tømt for fortælling: De forestiller ikke noget, de har ikke et sprogligt, psykologisk eller teoretisk indhold. Jeg tilstræber, at de først og fremmest er konkrete skulpturer og netop ikke symbolske konceptfortolkninger.

PTD: Bevirker det ikke, at du fornægter en stor fortælletradition i kunsten?

CEJ: Snarere tværtimod. Jeg oplever, at vi i vores samtid søger det narrative og håber at finde svarene i kunsten. Jeg udfordrer den tendens ved at anvende skulpturens nonverbale sprog som en alternativ vej til erkendelse. Jeg ønsker at ’tænke med’ materialer og lade udtrykket og formen opstå i øjeblikket.

PTD: Og hvor efterlader det dit publikum?

CEJ: Jeg håber, at det bevirker, at mine skulpturer kan opleves spontant. At mine værker fremkalder personlige associationer, er en proces, der er ude af mine hænder. Når du fx nævner, at du oplever mine skulpturer som skeletter, der oprindeligt var dækket af et andet materiale, er det min formgivning, der har givet dig den indskydelse og ikke et teoretisk koncept. Formen kommunikerer altså i lige så høj grad som et sprogligt afsæt. Det er vigtigt for mig, at mine skulpturer er åbne i deres form og inviterer til at blive set, oplevet og tolket.

PTD: I forhold til individuel tolkning ved jeg, at folk ofte ser ting i dine skulpturer: et kar, en kropsåbning, en maskindel. Dine skulpturer bliver simpelthen et artikuleret sprog og finder deres egen poesi, når man genkender ting fra hverdagen og oversætter dem til din kunst. Korrekt?

CEJ: Ja, jeg har flere gange hørt folk give udtryk for, at de får en pirrende fornemmelse, når de har en følelse af at genkende noget, og så alligevel ikke – som fx karret, kropsåbningen, maskindelen, ja. Forskydningen af det genkendelige forvirrer os.

PTD: Som Sigmund Freuds[3] term ’das Unheimliche’[4], den særlige uhygge, der opstår, når det allermest velkendte pludselig fordrejes og underminerer vores eget selvbillede?

CEJ: Ja, men det er igen vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke er ude i et konceptuelt ærinde, hvor jeg ønsker at trække folks tanker og følelser i en bestemt retning. Når og hvis det alligevel sker, er det begrundet i en individuel tolkning af værket via en umiddelbar opdagelsesrejse i skulpturens formsprog.

PTD: Nu vi taler om dialogen med dit publikum: Du er oprindeligt uddannet industriel designer og er skolet i funktionalitet. Hvordan kommer det til udtryk i din kunst?

CEJ: Jeg tror, at min designmæssige baggrund har afstedkommet, at man i min verden gerne må tumle med skulpturen, røre den, gå intuitivt til værks. Jeg holder af ordet ’sanse-armod’ og tror på, at mennesket har brug for at blive mindet om glæden ved sin egen krop og ved vores fysiske, håndgribelige omgivelser. Vi lever i en tid, hvor vi trænger til at begribe verden med sanserne frem for med intellektet.

PTD: Så du tager det bedste fra kunsthåndværkstraditionen og fusionerer det med billedkunsten?

CEJ: Ja, det kan man sige. Jeg har også en udtalt bevidsthed om skalaforhold med mig fra

designverdenen, hvor de fleste objekter er håndterbare – møbler, redskaber, elektroniske apparater. I arkitekturen, for eksempel, forholder det sig omvendt. Her er du omsluttet af noget, som er så stort, at du ikke kan overskue det i ét blik, men er nødt til at bruge din krop på en anden måde for at begribe din kontekst. Det fascinerer mig og er et anliggende, som jeg arbejder med at overføre til skulpturen: idéen om, at varierende skalaforhold lægger op til varierende interaktion med publikum. Jeg er meget optaget af, at skulpturen kræver vores kropslige nærvær, den kræver vores tid.

PTD: Så skulpturen er også en højaktuel appel om at tage verden til os på fysisk vis?

CEJ: Ja, skulpturen forpligter. I mit studie uden for Gl. Ry i Østjylland løfter jeg de tunge materialer, blander cement, sliber og borer i sten og tilgår i det hele taget råstoffet på en fysisk involverende måde. Jeg går til og fra mine værker og anerkender, at de er tidskrævende, at skulpturen er tung, træg og insisterende i sin proces. Skulpturen kræver os.

PTD: Nu du taler om skulpturen og dens evne til at række ud og engagere det menneske, som oplever den, så får jeg lyst til at bede dig sige et par ord om din interesse for koblingen mellem skulptur og performance …

CEJ: Jeg tænker nok ikke på det som performance, men jeg er meget fascineret af iscenesættelsen af skulpturen og den betydning, som det kuratoriske kan have på den skulpturelle oplevelse. Er skulpturen fremhævet på et podie, står den klumpet sammen med andre skulpturer, forholder den sig aktivt til det rum, som den er vist i? Netop foranderligheden i iscenesættelsen eksperimenterer jeg til stadighed med at udforske – fx når jeg undervejs i en udstillingsperiode flytter rundt på værkerne i galleriet og ændrer på de oprindelige kuratoriske tanker.

PTD: Så du skaber også en form for opgør med idéen om den fuldendte kunstudstilling?

CEJ: Ja, ligesom jeg i værkerne er fascineret af det foranderlige, finder jeg det interessant at bringe netop det element ind i det kuratoriske aspekt. En opstilling eller en udstilling af mine værker er ikke statisk – hverken i mit studie eller i et udstillingsgalleri.

PTD: Helt lavpraktisk har du en særlig glæde ved at løfte rundt på dine skulpturer, ved jeg?

CEJ: Ja, jeg har faktisk et ord for det. Jeg kalder det for tyngdeterapi. Skulpturen er som et anker, der kaster fokus tilbage i kroppen. Jeg løfter en tung sten og mærker, hvordan mit skelet bøjer under vægten. Oplevelsen af hvor blød og midlertidig kroppen er i mødet med stenen, fascinerer mig. I forhold til stens levetid er jeg blot til stede et splitsekund.

PTD: I forhold til spørgsmålet om dine værkers kontekst, dit studie kontra det rensede galleri, så ved jeg, at også naturens påvirkning af din kunst spiller ind i dine processuelle undersøgelser. Du har i miljøet omkring dit værksted installeret en række skulpturer på en nærliggende mark. Området fungerer som et stedsspecifikt åbent testcenter, der over tid vil tage form som en skulpturhave, hvor du afprøver materialernes samspil med vejret, elementerne og de skiftende årstider. Hvorfor rækker du ud og lader dine værker optræde i et offentligt, langt mere sårbart rum på den måde?

CEJ: Jeg finder stor inspiration i landskabernes kraft. Det er her, at jeg så at sige bringer mine skulpturer tilbage til deres oprindelige miljø og bliver klogere på min egen praksis, det stedsspecifikke og relationerne omkring mig. Min inspiration til at vægte det lokale fokus kommer fra nogle af de største danske kunstnere, som ved netop at insistere på kræfterne i deres nære miljø fandt deres særegne ro, fordybelse og stil uden for hovedstadsområdet: Per Kirkeby[5] på Læsø, Robert Jacobsen[6] i Egtved og Ingvar Cronhammar[7] i Herning. Ligesom disse billedkunstnere er det i det lokale miljø, at jeg – oprigtigt og dedikeret – fordyber mig i kunsten, og her, at jeg arbejder på at raffinere mit kunstneriske udtryk.

[1] Willy Ørskov (1920–1990), dansk billedhugger. [2] Willy Ørskov: Aflæsning af objekter – og andre essays, 1966. [3] Sigmund Freud (1856–1939), østrigsk nervelæge kendt som psykoanalysens skaber. [4] ’Das Unheimliche’ (det uhyggelige) er den psykologiske oplevelse af noget som underlig kendt snarere end blot mystisk. Det kan beskrive hændelser, hvor en velkendt ting eller begivenhed mødes i en foruroligende, uhyggelig eller tabuiseret sammenhæng. (Wikipedia) [5] Per Kirkeby (1938–2018), dansk billedkunstner, digter, filmmager, grafiker, billedhugger og geolog. [6] Robert Jacobsen (1912–1993), dansk billedkunstner og grafiker. [7] Ingvar Cronhammar (1947–2021), dansk billedhugger.