Der er tæt på frostgrader udenfor, og jeg har isoleret mig i et hjørne af sofaen for at strikke. Ikke at det har noget med temperaturen at gøre. Jeg strikker mig gennem solskin og badevejr, blæst, kulde, sommerregn og isvintre. Jeg strikker hver dag. Mit hjem flyder over med farvede garnnøgler, strikkepinde i alle tykkelser og halv-, kvart- og næsten-færdige strikkeprojekter. Skal jeg gå åbenhjertigt til bekendelse, kan jeg endda finde på at stille uret en halv time tidligere om morgenen for at kunne starte dagen med suset af koralfarvede masker, der samler sig i ret og vrang. For ikke at tale om følelsen af at opleve et ærme tage fart eller en halskant monteres. Ren lykke!
”Spurgt” ville mine sønner svare laktonisk på det, der i deres øjne er fuldstændigt ligegyldige detaljer ind i min strikkeglæde. Ikke desto mindre sidder jeg tit bøjet over strikkepindene og fabulerer over, hvorfor det er så vidunderligt at skabe noget fysisk, at opleve noget tage form og mærke et produkt blive til mellem hænderne. Måske handler det om, at koralfarvede masker er håndgribelige, til forskel fra optimeringsprocesser, kvalitetsundersøgelser og institutionelle visioner. For hver løkke jeg slår om pinden, er min indsats synlig og min tid omsat i noget direkte målbart, modsat en række andre tendenser i vores hårdtarbejdende samfund. Og ikke nok med, at min tid er synligt effektueret – den tager også form som noget virkeligt, noget taktilt, i en verden på digitalt overarbejde.
”Hvad har du brugt din dag på”, lyder spørgsmålet over aftensmaden lige så ofte, som responsen lyder: ”alt-muligt-forskelligt-på-alle-mulige-forskellige-projekter”. Kan det blive mere fluffy? Men også her gør mit strikketøj sig positivt bemærket, for når en 50 meter lang uldtråd (også fluffy, indrømmet, men på en positiv måde) transformerer sig til en strikketrøje, er det på én gang fuldstændigt enkelt som henved magisk – og vigtigst af alt: målbart, som bedriften ruller sig ud mellem mine hænder.
Nu er jeg jo ikke skabende kunstner - blot en tilfældig strikkende kvinde med hang til at sætte ord på mine omgivelser - men jeg forestiller mig, at glaspusteren opnår samme glædesrus, idet klumpen af glohed glas udvides. At kunstmaleren, som rammer det hvide lærred med en pensel tung og dryppende af oliemaling, føler samme nærvær, og at skulptøren giver sig hen til det ganske særlige ved situationen, hvor formen dybt inde i marmorblokken frigives for hvert insisterende hug. For som med de koralfarvede masker er der tale om en menneskelig handling, som udspiller sig i et her og nu direkte for øjnene af os, og det har vi brug for. Ikke alene for at begribe materialerne i vores omkringliggende verden – men i tillæg (og måske vigtigst af alt) for at begribe os selv. Statistikkerne viser nemlig, at danskernes skærmforbrug ligger i toppen af det europæiske gennemsnit. Ikke at jeg selv skal spille hellig, vil jeg skynde mig at sige. Mobilen er også min dope og en daglig stærk længsel efter alt det, der med et enkelt klik og et hurtigt swipe ligger og venter på at blive læst, købt, set, kommenteret på … (fortsæt selv opremsningen af digitale muligheder)…
Så måske er min næsten barnagtige glæde ved ret- og vrangmasker i virkeligheden en modreaktion i den digitale erfaringskultur? Måske taler maskerne ind i et urinstinkt, som insisterer på at forstå verden med kroppen forud for med intellektet? Måske tegner maskerne på strikkepinden et sandfærdigt billede af, hvad jeg kan overskue og kontrollere som det lille menneske, jeg er, i modsætning til mobilen, der åbner en djævlebefængt Pandoras æske af en verden uden bagkant?
Jeg ved det ikke. Det er alt sammen bare gisninger, men som strikkepindende taktfast klikker mod hinanden, og jeg for alvor synker ned i min krop, tænker jeg på, at man med koralfarvede masker på pind faktisk også kan tale om optimering, kvalitet og en overordnet vision om, at dette strikkeprojekt skal afløses af det næste, som skal afløses af det næste… og det næste… og…